|
|
Projekter af Morten Barsballe Schmidt Dato: 09-08-2010
I baghjul på bycyklerne
Mens mange arbejdspladser i Sociale Forhold og Beskæftigelse går et gear ned i sommeren, er det højsæson for bycykelteamet. Tag med en tur rundt med service-vognen i beskæftigelsesprojektet en juli formiddag
Klokken nærmer sig ni, da Hans Palmkvist Sørensen kører ud fra Arbejdsmarkedscenter Nords afdeling på Mosevej. Selvom DMI for en gangs skyld denne juli har lovet regn og under 20 grader, bager solen alligevel fra en næsten skyfri himmel.
Hans, som har været i aktivering i bycykelværkstedet siden marts, når ret hurtigt til nordrutens første stop ved Bellevuehallen i Risskov. Den store blå servicevogn parkeres, og Hans går i gang med at efterse alle cyklerne i stativerne grundigt. Alt bliver tjekket: Bykort, pedaler, ringeklokke, reflekser, gear, håndbremse, hjul, styr osv. Hans går tydeligvis op i, at cyklerne er i tip-top stand:
”Hvis jeg selv tog en bycykel ville jeg blive sur, hvis den ikke var i ordentlig stand. Når vi er alene af sted, er der ikke nogen med, som kan give et klap på skulderen, når man har gjort en god indsats. Men jeg er tilfreds, når jeg kan tage hjem og være sikker på, at alle cyklerne på min rute er klar til at køre,” fortæller Hans, imens et nyt kort klistres på en af blå bycykler.
Hans tager 4-5 cykler med i servicevognen fra Bellevue og fortsætter mod Den Permanente. En af cyklerne skal tilbage på værkstedet med et skævt hjul, resten skal fordeles til andre stativer på ruten efter behov. En af opgaverne på to daglige serviceture er nemlig også at fordele nogle af de ca. 450 cykler efter brugernes behov. Hans fortæller, at i sommerferien er behovet størst i midtbyen og ved strandene, mens de studerende på uddannelsesinstitutionerne er flittigere brugere, når der er undervisning.
På Den Permanente bliver nogen af cyklerne i overskud derfor placeret. Men først må Hans desværre bruge tid på at fjerne cykler fra bycykelstativerne, hvilket absolut ikke er første gang:
”Når folk ikke lige kan få ordnet støttefoden, så bruger de bycyklernes stativer, som også er oplagt at låse deres egne cykler fast til med en kæde. Og hvis cyklerne ikke er låst på andre måder, ja så må vi ikke klippe kæden over og fjerne cyklerne, som står i vejen for bycyklerne,” fortæller Hans uden lægge skjul på, at det er ret træls.
Teamwork og samarbejde
Imens bycyklernes to blå servicevogne denne formiddag er ude på nord og sydruten, som tilsammen dækker de 56 bycykelstandere, ordner Jørgen Andreasen de indleverede bycykler i værkstedet på Mosevej. Jørgen er i fleksjob og i gang med sin tredje bycykelsæson. På værksteder hjælper Jørgen de mange forskellige på kontanthjælp, sygedagpenge og andre ydelser, som bliver tilknyttet bycykelteamet, i gang.
Der er stor udskiftning. Nogen er på værkstedet en hel sæson, andre i få uger. Nogen er på fuld tid, mens andre et par timer om dagen.
”Er det ikke en stor udfordring, når der kommer så mange forskellige mennesker ind og ud af døren hele tiden?”
”Jo”, svarer Jørgen prompte. ”Og det er jo netop det, som gør det spændende at være her, for der er jo ikke to mennesker, som er ens. Vi går op i, at der er teamwork og samarbejde mellem folk på servicevognene og her på værkstedet. Vi prøver også at undgå, at der bliver skabt kliker ved at få folk til at snakke sammen på kryds og tværs.”
Jørgen fortæller videre, at snakken også går på andet end lige bycyklerne, da mange også har behov for at snakke om personlige udfordringer som privatøkonomien og sygdom.
Bycykler for 80 kr.!
Ude på dagens tur med servicevognen på nordruten er Hans Palmkvist Sørensen via havnen nået indtil midtbyen i Århus. På spørgsmålet om, hvad det bedste ved at arbejde med bycyklerne er, bekræfter Hans den gode stemning i bycykelteamet:
"Det bedste? Det er nok en blanding af, at det er sjovt at reparere bycyklerne, hvor jeg bruger min erfaring fra et autoværksted. Men det er lige så meget det sociale. Vi har en rigtig god værkstedshumor, hvor alle kan lave fis og ballade med hinanden. Men samtidig er vi også beviste om at respektere hinandens grænser”.
Hans er ved at stramme pedalerne på en af cyklerne ved stativerne på Grønnegade, da han bliver afbrudt:
”Undskyld, men hvordan finder vi vej til Den Gamle By?” lyder det på klingende norsk.
Et lidt ældre norsk solbrunt par med to bycykler spørger Hans om vej. Nordmændene undrer sig noget over, at der pludselig bliver genstand for en mindre fotoseance. Men da de får at vide, at det er til en reportage om det kommunale beskæftigelsesprojekt, bliver de hurtigt mere positive:
”Det er da et godt projekt”, udbryder damen, og sammenligner med bycykelordningen i Olso: ”Det koster jo kun 20 kr. at låne cyklerne her. I Oslo skal turister betale 80 kr. i leje - om dagen!”.
Jysk udvikling af bycyklerne
Bycykelordningen i Århus Kommune begyndte i 2005, og beskæftiger ca. 20 ledige på værkstedet på Mosevej. Værkstedsleder Henning Thorsager har været med lige siden starten. Lige nu er den største udfordring ifølge Henning at finde en ny leverandør til bycyklernes låse, da den nuværende er gået konkurs. De gamle låse må udnyttes så godt, de overhovedet kan, selvom de får en række tæsk at folk, som gerne vil tjene en 20’er.
Ellers er det udviklingen af bycyklerne og samarbejdet med de øvrige bycykelbyer bl.a. i Ålborg, Viborg, Hjørring og Frederikshavn, som Henning gør opmærksom på:
"En del jyske byer har også fået bycykler inden for de seneste år, og de læner sig i høj grad op af vores koncept og erfaringer. Vi stikker tit hovederne sammen og lærer noget af hinanden. Og helt praktisk samarbejder vi også om at få hinandens bycykler hjem, når de bliver opdaget rundt omkring,” fortæller Henning.
En af de seneste meldinger kommer fra grænsepolitiet i Padborg, som har konfiskeret tre århusianske bycykler inden, de blev smuglet ud af landet. Dem må Henning hente hjem en af de kommende dage, ligesom Odense og Holstebro også har meldt sig på banen med århusianske bycykler.
På spørgsmålet om hvad ledige skal have med fra bycykelordningen svarer Henning, at han håber, at de mange forskellige får en interesse for bycyklerne, erfaring med at passe et arbejde og ikke mindst selvtillid:
”Det, de skal have med herfra, er en tro på, at de faktisk kan nogle ting, selvom de ikke tror, at de kan. Vi sørger for en grundig oplæring helt fra bunden. Samtidig gør vi meget ud af at, at de ledige, som kommer her, får en personlig udvikling, som de kan tage med sig videre”.
Radiovært eller vagt
Tilbage i den blå servicevogn er Hans Palmkvist Sørensen ved at være nordruten igennem denne formiddag. Med i servicevognen er fire bycykler til værkstedet, som Hans ikke kunne ordne ude på ruten. Der er ikke sket nogen opsigtsvækkende begivenheder i denne omgang, som eksempelvis bycyklister uden for grænsen, og gennemkørslen af ruten har været lidt som den plejer, er fornemmelsen.
”Bliver det så ikke nogen gange lidt det samme?”
”Jo”, svarer Hans. ”Det skal jo gøres! Men jeg synes rent faktisk, at det sjældent, at to dage ligner hinanden. Og det er det, som er fedt ved at køre rundt og ordne bycyklerne.”
På turen forbi de mange cykler og stativer er det tydeligt, at Hans har styr på alle detaljerne. Lige fra den lille plade ved støttefoden, som gør, at de ikke kan stå ordentligt, til at skifte hjulene inde på værkstedet. Og på ruten kører Hans ofte en ekstra tur forbi landgangen til Oddenfærgen, da Hans finder tit efterladte bycykler her fra passagerer til færgen.
Hans har også drømme for fremtiden. Han kunne godt tænke sig at komme i løntilskud som radiovært for at prøve det af. Et andet ønske er at begynde på et kursus for vagter i butikker og nattelivet. Men her og nu er Hans godt tilfreds med at servicere de århusianske bycykler:
”Jeg håber, at jeg kan få lov til at være her sæsonen ud til november, hvor alle cyklerne samles ind til vinteren. Det er et fantastisk at kunne arbejde her i det gode vejr, og man bliver glad for at se cyklerne blive brugt af så mange folk. Og det er langt sjovere end at gå hjemme, som jeg gjorde sidste år,” slutter Hans, da den blå servicevogn ved middagstid igen triller ind ved værkstedet og kollegaerne på Mosevej
|
| |
 |
| |
Bellevue: Hans Palmkvist Sørensen er i gang med formiddagens første servicetjek af bycyklerne. |
| |
|
| |
 |
| |
Den Permanente: Hans må fjerne private cykler, som optager pladsen for bycyklerne, hvilket ofte er tilfældet. |
| |
|
| |
 |
| |
Servicevognen: Hans fortæller om den gode stemning blandt de mange forskellige i aktivering på bycykelværkstedet. |
| |
|
| |
 |
| |
Lystbådehavnen: Låsene, som er svære at skaffe hjem i øjeblikket, tjekkes efter. |
| |
|
| |
 |
| |
Klostertorvet: Hans tjekker bycyklerne efter. I baggrunden ses den blå servicevogn |
| |
|
| |
 |
| |
Grønnegade: Hans forklarer et par norske turister, som er glade for bycyklerne, vejen til Den Gamle By. |
| |
|
| |
 |
| |
Åboulevarden: En af kæderne er gået i stykker så cyklen må med tilbage på værkstedet. |
| |
|
| |
 |
| |
Europaplads: En af låsekæderne er defekt, og derfor må Hans finde den store boltsaks frem for at klippe den over. |
| |
|
| |
 |
| |
Værkstedet, Mosevej: Jørgen Andreasen i gang med at reparere en af bycyklerne. |
|
|